Den sidste aften i maj var vejret atter med os. En dejlig lun og lys aften, hvor vejrguderne rigtig havde oppet sig. Vores tur startede på Sdr. Vissingvej lidt udenfor Brædstrup, hvor Kristel og Preben Norup tog i mod de godt 20 medlemmer, som havde valgt at bruge aftentimerne i selskab med andre racefjerkræinteresserede. Kristel og Preben ejer en imponerende stor og yderst velholdt parklignende grund. Her var der god plads til adskillige store bøgetræer i samspil med diverse bede. Men det var jo hønsene vi primært var kommet for at se. Naturligvis var hønsehuset også i fineste orden, beboet med en stamme Dværg Wyandotter i guld sortbåndet + hele tre hold kyllinger, hvoraf de 2 gik ved en skrukhøne. Dejligt at se en hane med gyldne farver i begge behæng.
Næste stop på turen var hos Lotte og Laurids Pedersen på Hårupvej også lidt udenfor Brædstrup, men til syd. Her mødte vi foruden påfugle med 4 kyllinger Italienere i sort og blå samt sorte Australorps. Desværre var hønsene noget generte, så de måtte beses inden døre. Laurids havde tidligere på året klaget over meget svingende befrugtning, men ifølge pålidelig kilde var det dog alligevel blevet til en pæn flok kyllinger.
Aftenen sluttede i Oens hos Kirsten og Benny Kortum. Her var der rigtig mange forskellige dyr at kigge på. Landets bedste Vorburger Kropperter går her, desuden frit flyvende brevduer i diverse farver. Et par gråbrogde Danske Gæs, Dværg Langshan i blå randtegnet, Antwerpner Skæghøns i såvel guld- som sølv vagtelfarvede og sidst men ikke mindst en lille stamme Fodbefjerede Dværge (Sabelpoot) i varieteten guld sort porcelænsfarvet. Glemte jeg at nævne guldfiskedammen, nå men sådan en var der også. Da vi havde set os mætte og fået svar på de fleste spørgsmål, var Kirsten klar med kaffen. Her klappede Henry Christensen i hænderne, idet han lige havde noget at fortælle. Det viste sig dog, at han ville overrække DFfR’s guldmedalje med tilhørende nål til Peder Pedersen, Rårup som en påskønnelse til denne, for hans virke indenfor fjerkræavlen. Den noget overraskede modtager takkede for æren, men måtte beklage at han ikke var i stand til at fejre det sammen med forsamlingen på behørig vis, da han ikke havde medbragt ”en lille en til halsen”, men det får vente til en anden lejlighed.
En god aften sluttede med almindelig hyggeligt samvær og et spil amerikansk lotteri til fordel for klubkassen.