Oprindelse
Da de kæmpestore asiatiske hønseracer Kochin og Brahma midt i 1800-tallet blev importeret til vesten, satte det en regulær ”hønsefeber” i gang. Især USA og England var optaget af denne dille og traditionen for at holde og udstille fjerkræ udelukkende for deres særpræg og udseende stammer fra denne periode. De oprindelige Kochin og Brahmahøns var da også imponerende (hanerne kunne veje helt op til 6-7 kg) og deres oprindelse i det mystiske østen gjorde fascinationen endnu større. Kochin-racen skulle ifølge myten være en form for krigsbytte, erobret fra haven i det kejserlige sommerpalads i Peking og hjembragt af engelske officerer i 1840’erne.
Særlige egenskaber
Kochinhønsene er ikke helt så store mere som de oprindelig var, men Kochin er stadig en af de tungeste hønseracer. Deres kød er ikke det bedste, selvom hønsene bliver så store, og deres æg er forholdsvis små og få, så det er ikke derfor man skal holde Kochin. Med deres meget tillidsfulde og nærmest flegmatiske væsen kan man vel nærmest kalde dem hønsenes svar på Newfoundlænderhunden. De er idelle som kælehøns til børn da de både er så rolige og samtidig er i stand til at ruge indtil flere hold kyllinger ud om året. De er heller ikke specielt pladskrævende da de kun bevæger sig langsom rundt, men de bør holdes på et tørt underlag da deres fjer på fødderne ellers bliver klistrede og beskidte.
Sjovt nok er Kochin brugt til at fremavle en lang række højtydende æg- og kødracer med.
Rugning
Gode rugere og hønemødre. Kan dog som andre store racer komme til at træde æg i stykker under rugningen.
Farver
Gul
Hvid
Rød
Sort
Blå
Birkefarvet
Tværstribet
Gul sort/ columbia
Guldhalset
Sølvhalset
Laksefarvet
Blå guldhalset
Splash
Hvid krøllet
Sort krøllet
Perlegrå
Perlegrå tværstribet
Sort/ hvidplettet
Guld/ sortbåndet
Bobtail (dværgform)
Type: tung
Vægt høne: ca 3,75 kg
Vægt hane: ca 4,75 kg
Æg: ca 55 gram, lysebrune
Antal æg om året: ca 160
Findes også som dværghøne