Oprindelse
Barnevelderen stammer fra den hollandske by Barneveld. Den blev udviklet i sidste halvdel af 1800-tallet med det formål at producere mørkebrune æg men avles i dag mest for udseendets skyld. Den er blevet til på baggrund af lokale landhøns krydset med en række forskellige racer.
Særlige egenskaber
Barnevelderen er nok bedst kendt for sin fantastisk flotte fjertegning med de såkaldte dobbelte rande. Det er et særligt mønster, som kun hønen og ikke hanens fjer har, og på grund af den specielle tegning hører Barnevelderen er ikke en af de nemmeste hønseracer at arbejde med hvis man vil opdrætte fugle af udstillingskvalitet. Der udvikles til stadighed nye farvetyper og så sent som i 2013 kom den store udgave af typen sølv sort dobbeltrandet til. Det er den som er afbilledet foroven.
Som havehøne egner Barnevelder sig godt. Den er hårdfør og rolig og kan også lægge pænt med æg om vinteren. Fordi den mest har været holdt med henblik på udstilling, har fokus været på udseendet og ikke på ægfarven. Derfor lægger den sjældent så mørke æg som oprindeligt og antallet af æg kan også være lavere end dens gode rygte fortæller.
Rugning
Ruger sjældent
Farver
Sort dobbeltrandet
Sort
Hvid
Blå dobbeltrandet
Mørkebrun
Legbarfarvet
Agerhønefarvet
Blå agerhønefarvet
Sølv sort dobbeltrandet
Type: tung
Vægt høne: ca 2,5 kg
Vægt hane: ca 3,5 kg
Æg: ca 60 g, rødbrune til mørkebrune
Antal æg om året: ca 200
Findes også som dværghøne