Oprindelse
En meget forskelligartet landrace der menes at nedstamme fra de høns de første islandske bosættere havde med sig fra Norge omkring 900-tallet. Med indførslen af højtydende æglæggere som Italienere i starten af 1900-tallet var Landnamshønen tæt på at forsvinde, men blev heldigvis reddet i tide. Idag værdsættes den for dens kulturhistoriske værdi og genetiske særpræg af mange islændinge og dens fremtid virker sikret.
Findes i mindre antal udenfor Island i blandt andet USA og Danmark.
Særlige egenskaber
Der er noget lidt troldeagtigt over de meget forskellige og lidt grove Landnamshøns. Nogen har en lille fjertop på samme måde som de skånske blomsterhøns og flere forskellige kamtyper ses. Grundfarverne varierer fra næsten hvid over hvedefarvet, vildfarvet, grå, blå til sort og fjertegningen er ofte broget med hvide pletter eller felter.
Hos Landnamshønsene har udseendet i høj grad været underordnet evnen til at klare sig i det barske islandske klima. Den islandske landrace er en nøjsom lille fugl der som fritgående nemt kan finde en stor del af føden selv, har en god modstandskraft og en god flokadfærd. Den beskrives som en habil vinterlægger med et roligt temperament.
Rugning
Som andre landracer generelt en god og stabil ruger og kyllingefører.
Farver
Findes i en frodig blanding af farvetyper.
Type: landracetype
Vægt høne: ca 1,5 kg
Vægt hane: ca 2,2 kg
Æg: ca 50 gram, hvide til cremefarvede
Antal æg om året: ca 140